Oplev mere!
Haderslevhus er et historisk forsamlingshus i hjertet af Haderslev med rødder tilbage til byens gamle borg samt det dansk/tyske forsamlings- og kulturliv. I dag danner huset ramme om koncerter, foredrag, dans, fællesspisning, messer, comedy, selskaber og aktiviteter på tværs af generationer.
Men Haderslevhus er mere end et spillested: Huset drives som registreret socialøkonomisk virksomhed under RSV ProjektPerfekt ApS, hvilket betyder, at et eventuelt overskud reinvesteres i huset, aktiviteterne og fællesskabet omkring Haderslevhus.
Mange af aktiviteterne skabes i fællesskab mellem frivillige, fleksjobbere, praktikanter og pensionerede håndværkere, som bidrager med både arbejdskraft, erfaring og engagement.
Haderslevhus er også hjemsted for NitriCon – en årlig nørde- og cosplaymesse med over 600 deltagere, hvor unge mødes i trygge fællesskaber gennem gaming, kreativitet og fælles interesser.
Gennem generationer har huset været et samlingspunkt i byen – og ambitionen er fortsat at bevare og udvikle Haderslevhus som et levende sted for kultur, fællesskab og oplevelser. Vi tilbyder autentiske omgivelser med atmosfære og personlighed – og vi tror på, at de bedste oplevelser opstår, når rammen er både levende og meningsfuld.
Dans og musik er en vigtig del af livet på Haderslevhus.
De fleste lørdage året rundt inviterer vi enten til koncert eller til bal med levende musik, hvor alle kan få sig en svingom. I hverdagene summer huset af rytmer og bevægelse, når danseskolen ved VM Dans fylder salene med glæde og energi.
Hos os handler det ikke kun om lokaler – det handler om stemning, sammenhæng og oplevelser, der bliver husket.
Støt udviklingen af Haderslevhus
Som registreret socialøkonomisk virksomhed kan Haderslevhus modtage donationer og sponsorater, som går direkte tilbage til huset, aktiviteterne og fællesskabet.
Støtten kan både bestå af økonomiske bidrag samt materialer, inventar og faglig hjælp.
Vi modtager blandt andet gerne:
- byggematerialer
- inventar og møbler
- brugbare restpartier og udgåede varer
- genbrugsmaterialer
- brugte døre, vinduer og andet bygningsrelateret udstyr

Koncerter, teater, bal, foredrag, møder, konferencer og foreningsliv er det, der holder hjulene kørende på HaderslevHus.
Vores motto er: OPLEV MERE! – og vi anbefaler alle voksne til at komme en tur op af sofaen og ind til centrum, for at besøge tidslommen i hjertet af Haderslev.

Lørdagsbal er fest på tværs af generationer – med ønsket om at bevare traditioner.
Kom og vær med til en festlig aften med levende musik og god gammeldags pardans. Her er højt til loftet og plads til alle, – både par og singler. Alderen spiller ingen rolle – her er gæster i alderen 25 til 85 år.
Lad dig underholde eller få ugens motion på byens største dansegulv.